Hop til indhold

Mange elever aflægger ikke alle obligatoriske afgangsprøver og knap 43.000 unge i aldersgruppen 15-24 år er ikke er i uddannelse eller arbejde. Samtidig er der forskning, der viser, at for mange elever i grundskolen ikke er i faglig og social trivsel. Det er slet ikke tilfredsstillende, fastslår formandskabet for Rådet for Børns Læring.

Formandskabet peger på, at der er særligt to udfordringer i udskolingen, der har betydning for de negative forhold. For det første er undervisningen i udskolingen alt for fokuseret på at forberede eleverne til folkeskolens afgangsprøver. Og for det andet har afgangsprøverne en for afgørende betydning for elevernes videre muligheder i overgangen til videre uddannelse. Formandskabet anbefaler derfor, at der skæres væsentligt i antallet af afgangsprøver, så eleverne udelukkende afprøves i dansk og matematik, at eleverne i højere grad skal modtage løbende vejledning og feedback samt at den frigjorte tid og ressourcerne i højere grad bruges på at skabe mere variereret og motiverende undervisning i folkeskolen.

”I formandskabet mener vi, at der er alt for mange børn og unge, som står uden for de faglige og sociale fællesskaber. Prøvetrykket i udskolingen bliver en hæmsko for den varierede og motiverende undervisning, der kan imødekomme alle elevers behov, interesser og forskelligheder. Men det høje prøvetryk påvirker ikke kun undervisningen i skolen negativt, det påvirker også de unges muligheder for at komme videre på ungdomsuddannelser, fordi afgangsprøverne er for afgørende for overgangen. Folkeskolen bliver – imod alles ønsker – en stopklods for, at eleverne kan komme videre, og vi er med den måde vi har indrettet vores udskoling på, med til at skabe den rangering af ungdomsuddannelserne, som der er et politisk ønske om at fjerne. Politikerne skal derfor turde at reducere væsentligt mere i antallet af afgangsprøver, end de gør med Folkeskolens Kvalitetsprogram, og samtidig skal de få tilbageværende prøver naturligvis udvikles i takt med den fagfornyelse som Børne- og undervisningsministeren har igangsat. Afgangsprøver og eksamensfokuseret undervisning bør erstattes af øget fordybelse, praksisfaglighed, feedback og vejledning. Det skal sikre, at flere elever i udskolingen oplever faglig trivsel og anerkendelse samt får mod på og hjælp til at søge mod en ungdomsuddannelse.” siger formand Else Sommer.

Formandskabet har i forbindelse med årets beretning fået udarbejdet en undersøgelse om afgangsprøver og deres betydning for overgange til ungdomsuddannelser. Undersøgelsen, som er udarbejdet af VIVE, viser blandt andet, at karakterer ved afgangsprøver ikke bidrager med ny information om det faglige niveau, når man sammenligner med standpunktskarakterer, og at prøvekaraktererne ydermere har en social slagside. Disse fund kalder på, at ministeren tager formandskabets anbefalinger til sig.

”Vi håber, at ministeren vil tage vores anbefalinger til sig, så vi kan skabe en udskoling, hvor alle elever oplever at blive mødt og værdsat, hvor de får lyst til og mod på at lære, og hvor der ikke spændes ben for den videre gang på ungdomsuddannelserne.” siger formand Else Sommer.

Baggrund

Rådet for Børns Læring er et uafhængigt råd, hvis opgaver og sammensætning er fastsat i folkeskoleloven. Rådet har til opgave at rådgive børne- og undervisningsministeren om udviklingen i dagtilbud og folkeskolen. Arbejdet i Rådet for Børns Læring ledes af et formandskab, som består af: Else Sommer (formand), Nanna Lohman, Helle Bjerg, Mads Meier Jæger, Jens-Peter Thomsen, Marco Damgaard og Anette Lykke.